• Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen
 
Home Nyheder De kunne ha´ brændt Berlin af

De kunne ha´ brændt Berlin af

Indtryk fra spillemandsuddannelsen i Bjerringbro, nedfældet af en debutant, som drog af sted med store betænkeligheder.

Pludselig havde man alligevel gjort det: Meldt sig til årets spillemandskursus i Bjerringbro.

Forud var gået måneders overvejelse med etapebeslutninger, hvor tommelfingeren vendte skiftevis op og ned. For jo - som en årgang 1950’er med spillemandsmusik som passion bare den sidste halve snes år, trængte man til at teste formen uden for de vante reservater. Og her var så muligheden for i en overordentlig koncentreret form, fjernt fra andre daglige forpligtelser og indbyggede overspringshandlinger at nørde en uge i træk – næsten i døgndrift.

Men, helt ærligt – syv døgn i en delvis ukendt social sammenhæng med folk, der for manges vedkommende kendte hinanden som Bjerringbro-veteraner gennem flere – ofte mange - år og dertil spillemæssigt måtte befinde sig på et noget højere niveau end én selv … Med andre ord: En uge på sidelinjen med luftviolin kunne blive en rigtig lang én!

Vel var vi flere førstegangs-kursister på Nørgaards Højskole, men min egen oplevelse var dog, at jeg landede midt i en fætter- og kusinefest. På den gode måde, hvor folk med fælles tidligere oplevelser og erfaringer som en naturlig ting lukkede nye familiemedlemmer ind i kredsen og hjalp til rette, socialt såvel som spillefagligt.

På vej til Bjerringbro nagede det nok lidt, at spillemandskurset kolliderede med fodbold-VM. Men selv en gammel fodboldtosse måtte hurtigt erkende, at kampen om bolden tabte stort til kampen for scottish, polonaise og sønderhoning. For som én sagde: ”Vi lever sgu i en lukket verden – man kunne nok brænde Berlin af, uden at vi ville opdage det.”

Ja, en indkapslet højskoleverden med fælles morgensang så fuldtonet stemningsfuldt, at klumpen i halsen pressede sig på, fælles aftensang og der imellem fordybelse i niveaudelt instrumentundervisning, diskuterende kreativitet i gruppespil og dansespil. Rytmik-timer med øvelser, hvor voksne mennesker ”uvoksent” trampede rundt, aktiverende pinde, bolde og trommer i sælsomme takter under afsyngelse af ”Højt på en gren en krage” og ”Mariehønen Evigglad”. Pædagogflip? Nej, musikpædagogisk genialt og sjovt.

Udfordringerne stod i kø for selv de dygtigste – tror jeg - og meningen med sådan et kursus er vel også, at kursisterne med et moderat pres tvinges til at hente de sidste ressourcer frem fra instrumentkassen.

Niveaudelinger – javel – men det tjener kursusledelsen og lærerkræfterne til stor ære, at de – set over kanten af mine nodepapirer – formåede at udfordre og samle både de dygtigste og mindre øvede, så ingen følte sig for god og ingen for dårlig.

Samarbejdet med danseinstruktørkurset, dansepraktikken, som sideløbende blev afviklet, var stærkt inspirerende og udviklende – for begge parter, tror jeg. For hvem er det egentlig, der afgør, hvordan en dansemelodi skal spilles for at respektere både spillemanden og danselederen? Et spørgsmål, der traditionelt har været kilde til uenighed i mange foreninger – men som bliver det i mindre grad frem over, hvis forbilledlige kursuserfaringer fra Bjerringbro mellem spillemænd og danseleder omsættes i praksis. For det indlysende svar er naturligvis: Samarbejde og gensidig respekt.

Legestuerne, de fælles, de gruppevise - og de hen på natten improviserede, akkompagneret af sang og bægerklang – sammenfattede for mig, hvad det hele drejer sig om: At kunne levere brugsmusikken, skabe pulsen, så spillet bliver mere end bare toner fra et stykke nodepapir. Stort at kunne deltage i – og til tider bare suge til sig af! Og når pigerne og drengene fra ungdomslinjen så dukkede op til legestuerne og med legende virtuositet gav den fuld skrue, var begejstringen komplet – også for udsigten til spillemandsmusikkens fremtid.

De fælles orkester-øvninger for alle spillefolk med en afsluttende sveddryppende koncert for et stort publikum inkluderende mange gæster ude fra, var en særlig oplevelse, hvor tre af de bærende lærerkræfter lagde arm med hver sit arrangement. Sværhedsgraden var forskellig, og for et enkelt værks vedkommende måske rigelig ambitiøst lagt op tiden taget i betragtning. Men OK, vi kom igennem – måske med en indbygget indirekte opfordring til at komme igen næste år!

Tak til Mogens, Bent, Johnnie, Christopher, Birgit, Jesper og sikkert flere, som i kraft af deres overskud, musikalske forskellighed og fælles musikpædagogiske kikkertsigte kørte kurset sikkert i havn.

Spillemandsmusikken får stedse større tilslutning i disse år, selv om antallet af dansere falder. Det siger for mig noget om vigtigheden af udvikling og nytænkning, så vores musik bliver levedygtig i mange sammenhænge. Her anbefaler Bjerringbro-uddannelsen sig selv på fornemste vis.

PS! Kurset var ikke én dag for langt, og luftviolinen blev der næsten ikke brug for!

Dette indlæg er skrevet på opfordring af Spillemandskredsens ledelse, som udbad sig nogle betragtninger fra undertegnede debutant på Bjerringbro-kurset, der i det daglige er tilknyttet De Dysted Spillefolk og Ramsø Spillemandslaug. Skulle ovenstående medvirke til at endnu flere spillefolk tropper op næste år og dermed endnu en gang slår deltagerrekorden, påtager jeg mig gerne et medansvar!

Jens-Martin Ipsen

Abildhøj 12, 4700 Næstved, Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.