Spillemandskredsen - Fiolministeriet – Et nyt liv GO0520

Fiolministeriet – Et nyt liv GO0520

Smukt, intenst, nærværende, gribende det er de første ord, der falder mig ind, når jeg lytter til denne Cd med Fiolministeriet. Fiolministeriet har denne gang begået en masse ny musik, men med tydeligt afsæt til vores traditionelle melodier. Der er desuden et par traditionelle melodier fra henholdsvis USA og DK.

Der er sang på 4 af melodierne, og i den lille pixibog kan man finde teksten til sangene. Desuden er der en lille forklaring til melodierne. Melodierne er valgt/skrevet til forskellige perioder i orkestermedlemmernes liv.

Musikken er kendetegnet ved en stor intensitet, energi og nerve. Det fantastiske ”svung”, der er over strygere, når de tager fat i tonerne og får musikken til at gynge kommer meget tydeligt til udtryk på denne cd. Fiolministeriets medlemmer er alle særdeles dygtige instrumentalister. De udnytter alle strygerinstrumenternes virkemidler og leger og eksperimenterer med musik og lyd. Der er melodier med stor intensitet, der afløses af smukke og stemningsfulde toner.

På Cd´en er der besøg af yderlige et par stykker på henholdsvis guitar og kontrabas. Fælles er at alle instrumenter er strengeinstrumenter. Det giver et fantastisk lydbillede med stor dybde.

Fiolministeriet består af:

Ditte Fromseier    Violin, Bratsch og sang
Kirstine Elise Pedersen    Cello og sang
Kirstine Sand    Violin og sang
Gæster:
Sigurd Hockings    Guitar
Mathæus Bech    Kontrabas

Har du fået lyst til at lytte til denne cd så kan du kontakte
Go´ Danish Folk Music på tlf. 31 69 12 86 eller skrive til go@gofolk.dk eller på www.gofolk.dk

Dorthe Linde Jørgensen

4/2-2021