Spillemandskredsen - Folkedans, Spillemandsmusik  Folkcollege og Sommerhøjskole

Spillemandskredsen

Folkedans, Spillemandsmusik  Folkcollege og Sommerhøjskole

26. juni - 2. juli 2022.

I samarbejde med Nørgaards Højskole i Bjerringbro tilbyder Spillemandskredsen det traditionsrige kursus i uge 26 i Bjerringbro for både spillemænd og dansere – både voksne og unge.

I år består kurset af et traditionelt Højskolekursus med valgmulighed af 3 hovedforløb. Disse er:

  • Spillemandskursus for voksne
  • FolkCollege for unge (15-25 år) – både dansere og musikere
  • Folkedanskursus for voksne

Højskoledelen leveres af Nørgaards Højskole med morgensamlinger, fællessang, interessante foredrag og ikke mindst en eftermiddagsudflugt, mens de faglige hovedforløb leveres af kompetente og erfarne spillemands- og danseinstruktører, der vil give dig mulighed for fordybelse i Folk (folkemusik og folkedans), Faglighed og Fællesskab.

Gennemgående for alle 3 hovedforløb er dansetyperne Polka og Menuet. Hvert kursus vil arbejde med disse emner og dykke ned i fagligheden samt anvende det i fællesskab og samarbejde med de andre kurser. Således vil alle 3 kurser give dig sommerens sikkert bedste oplevelse og en masse læring og inspiration med hjem i rygsækken.

Her følger kort lidt om hver kursusdel, samt fællesting som tilmelding og deltagergebyr. Du kan læse mere om kurset på både Spillemandskredsen’s og Nørgaards Højskoles hjemmesider. Her finder du også det første udkast til ugens program.

OBS: Vær opmærksom på at programmet kan blive tilrettet afhængig af antal tilmeldte kursister.

Kort om Spillemandskurset:

At spille til dans er en levende tradition, som hele tiden udvikler sig og som du kan være med til at udvikle med din musik og din spillestil. Du vil opleve at din musik får et formål – at folk danser til den. Det er en fantastisk oplevelse. Som spillemand og folkemusiker der spiller til dans har du stor indflydelse på, hvordan danseoplevelsen bliver for de dansere der ”bruger” din musik. Du kan få dem til at føle at de ”svæver over gulvet” og du kan få dem til at føle at de har ”tunge ben”. Du kan give dem energi, du kan ”frarøve” dem energi. Du kan skabe glæde, du kan skabe tungsind.

Undervisning i spillemandsmusik

På kurset arbejdes med de grundlæggende værktøjer til at få en dansespil-stil, der får danserne til at svæve over gulvet. Med indføring i begreber som puls, betoning,

udtryk, tempo, dansetype, musiktype, tempoangivelse, aflæsning af dansere, mv. får du en grundlæggende viden, der gør det muligt at spille musik til dans med gnist og taw. 

Som nævnt er de overordnede emner for alle kurserne i 2022:

Polka og Menuet. 

Undervisningen indeholder:

  • Instrumental undervisning - der udbydes instrumenthold for:
    • Violin
    • Harmonika,
    • Klarinet & Fløjter
    • Bas & Guitar
  • Dansespil
  • Workshops i udvalgte emner
  • Stort Orkester

Afhængig af kursistantal vil Violin og Harmonika instruktørhold blive niveaudelt med yderligere instruktører.

For Klarinet/Fløjter og Bas/Guitar instrumentundervisning må forventes en masterclass model for at sikre at alle kursister får noget ud af undervisningen uafhængigt af ens niveau. 

Hvem underviser:

På kurset leveres musikundervisningen af kompetente instruktører med en bred erfaring både i selv at spille til dans, samt i at undervise.

Det er:

  • Rasmus Nielsen, Violin
  • Bent Melvej Nielsen, Harmonika & Rytmeklaver
  • Birgit Alsdam Cramer, Klarinet & Fløjter
  • Emil Ringtved Nielsen, Elbas & Guitar

Kort om FolkCollege 

FolkCollege er et kursus for alle unge mellem 15 og 25 år, der enten spiller, danser eller gør begge dele – med fokus på faglig fordybelse og fællesskab.

FolkCollege er et fællesskab for de unge, med fokus på musik for unge spillefolk og fokus på dans for unge dansere, samt fællessessions med samarbejde og udfordringer, der fører til et fælles resultat.

FolkCollege vil også være integreret og samarbejde med de sideløbende kurser for hhv. voksne spillemænd og folkedansekurset for voksne.

Som ung danser eller musiker er FolkCollege en enestående mulighed for at være sammen med andre unge, der spiller og danser folk (altså folkemusik og folkedans), kombineret med et stærkt fagligt indhold der giver mulighed for fordybelse i eget instrument eller egen dans.

FolkCollege tilbyder instruktører som både er dygtige musikere og dansere, men som også har stor erfaring i at undervise. De er:

  • Birgit A. Cramer – (musik og fælles)
  • Carsten Jørgensen – (dans og fælles)
  • Mogens Cramer – (spillemand for unge dans) 

Kort om Folkedansekurset

Folkedansekurset er et dedikeret dansekursus for alle voksne dansere der har lyst til en uge med højskole, dans og en masse god spillemandsmusik at danse til.

Dansekurset tilbyder undervisning i dans for både let øvede og øvede dansere. Selve danseundervisningen differentieres således at der er plads til let øvede såvel som erfarne dansere. Vi vil arbejde med hvordan du som danser kan udvikle din egen dans, trin, balance, rytmik, blive bedre til pardans, at komme rundt, samt dans med andre i topars-, trepars-, kvadrille- og rækkedanse.

Som på de andre kurser er de gennemgående temaer Polka og Menuet, men vi skal naturligvis også danse mange andre danse og dansetrin.

Undervisningen vil både indeholde danseundervisning med egen instruktør hvor der dykkes ned i detaljerne og nørdes omkring dansen (faglig fordybelse), timer i fællesskab med Spillemandskurset, samt timer i fællesskab med unge dansere fra FolkCollege.

Folkedansekurset tilbyder instruktør og spillemand som har stor erfaring med at undervise og spille til dans, og som vil kunne differentiere undervisningen således at alle får noget med hjem – uanset niveau. De er:

  • Mette Lukasiewicz – danseinstruktør
  • Bjarne Grue Knudsen – harmonika & spillemand 

Fælles for Alle kurser

Hvem kan komme med?

Som grundregel kan alle deltage – det er en del af lovgivningen omkring højskolekurser, at der skal være lige adgang for alle. For musikere er det naturligvis en fordel at kende sit instrument godt, kunne læse noder samt kunne omsætte disse noder til musik. Vi spiller en del melodier efter ”358” men du kan også forvente en nye noder og arrangementer, fx til orkesterspil. 

For dansere er det godt at have nogenlunde styr på de forskellige danseformer og ikke mindst en lyst til at forbedre sin dans – egen såvel som sammen med andre. 

Tilmelding

Tilmeldingen foregår hos Nørgaards Højskole via deres hjemmeside: https://nrgaard.dk/spillemandsmusik-folkedans-folkecollege/

Du finder også link til tilmeldingen via Spillemandskredsens hjemmeside www.spillemandskredsen.dk. Klik på Kurser og på dette kursus. 

På tilmeldingen vælger du et af de tre hovedforløb; Spillemandskursus, FolkCollege eller Folkedansekursus. Ligeledes vælges om du er Musiker eller Danser, lidt om dit niveau, mv. 

Tilmeldingsfrist er 1. marts 2022, men skynd dig at få dig tilmeldt, da der kan blive  rift om pladserne på dette populære kursus. 

Indkvartering

Kursister indkvarteres normalt på dobbeltværelser, hvor to værelser deles om 1 toilet og bad. Sengelinned og håndklæder er inkl. 

For kursister på Spillemandskurset samt Folkedanskurset er det muligt at foretage forskellige værelsestilvalg ifm tilmeldingen - mod en merpris til højskolen. Specielle værelsestilvalg fordeles efter først til mølle princippet. 

Deltagergebyr

Prisen for kurset er Kr. 5.150,- pr. deltager + evt. værelsestillæg 

For Voksne medlemmer af Spillemandskredsen eller Ældre Sagen ydes et tilskud på kr. 300,- hvilket giver en deltagerpris på Kr. 4.850,- pr deltager + evt. værelsestillæg 

For Unge mellem 15 og 25 år på FolkCollege ydes et 50% tilskud.

Prisen for unge (15-25 år) er: Kr. 2.575,-

(Unge indkvarteres på værelser med ekstra opredning.

Det er ikke muligt at reservere enkeltværelse). 

Regler for indbetaling af deltagergebyr, samt mulighed for afbud er beskrevet på Nørgaards Højskole’s hjemmeside. 

Spørgsmål

Alle spørgsmål vedr. tilmelding mv. rettes til Nørgaards Højskole i Bjerringbro.

Kursusleder og ansvarlig for kurset fra Spillemandskredsen er:

Mogens Cramer,

Email: mcr@dynatest.com

Mobil: 2023 9846

nach oben