Spillemandsmusik og folkedans på Baaring Efterskole
1.-6. juli 2023
Det er med stor glæde, at Spillemandskredsen hermed kan indbyde til Det Nye Spillemandskursus på Baaring Efterskole ved Middelfart. Kurset er bygget over mange års gode erfaringer fra det tidligere sommerkursus i Bjerringbro, og arrangeres nu som et samarbejde mellem Spillemandskredsen og Dans Danmark. Således vil der på samme tid foruden Spillemandskursus også være Folkedans, Aspirant- og Instruktøruddannelse samt Masterclass for folkedanserinstruktører. Endvidere genoptager vi samarbejdet omkring FolkCollege kurserne for de unge.
Det Nye Spillemandskursus er for alle, der ønsker at spille musik med fokus på, at musikken skal bruges til dans. Dette vil være kursets røde tråd, og forskellige emner vil danne rammen omkring musikken for kurset. Det være sig dansearter, speciel egnsmusik og -dans eller nodebøger/musik efter afgørende/interessante spillemænd.
Strukturen på Det Nye Spillemandskursus er bygget op omkring:
Formiddage:
- Indføring i den relevante rytmik
- Instrumentalundervisning
Eftermiddage:
- Emne- & Valgmoduler
Aften:
- Stort Orkesterspil for alle
- Dagen slutter af med kaffe og sang
Instrumentalundervisning udbydes for Violin, Harmonika, Blæsere samt Bas/Guitar. Undervisningsformen vil i udgangspunktet være på hold for Violiner og Harmonikaer, mens Blæsere og Bas/Guitar i en vis grad vil anvende en masterclass form, afhængigt af antal kursister og niveau.
Eftermiddagsmodulerne giver mulighed for at vælge blandt forskellige emner i løbet af kursusdagene, men også for at man kan vælge at spille sammen med sit band, gruppe eller laug, og dermed få instruktion og guidance på dette. På tilmeldingen vil du kunne anføre navn på dit band, gruppe eller laug. Valgfriheden om eftermiddagen giver også mulighed for at holde et par timer fri efter eget ønske og behov.
Om aftenen vil vi arbejde i Stort Orkester, hvor der arbejdes med lidt større musikalske arrangementer om at få et både rytmisk og hørbart dejligt samarbejde og resultat ud af det. Sidste aften arrangeres en lille koncert, som de øvrige kursister indbydes til.
Instruktørerne på Det Nye Spillemandskursus i 2023 er:
- Rasmus Nielsen – Violin
- Johnnie Frederiksen – Harmonika
- Birgit Alsdam Cramer – Klarinet & Blæsere
- Emil Ringtved Nielsen – Bas & Guitar
Gæsteinstruktører til Eftermiddagsmoduler – Aftaler kommer på plads hen ad vejen, følg med på www.spillemandskredsen.dk.
Praktisk:
Det Nye Spillemandskursus foregår på Baaring Efterskole tæt på Middelfart og dermed centralt placeret i landet for transport enten i bil eller med tog og bus.
Vi har lejet hele skolen, så der vil kun være spillemænd og folkedansere på skolen.
Ankomst er lørdag den 1. juli til eftermiddagskaffen, og afrejse er torsdag den 6. juli efter morgenmad og en ”farvel og på gensyn” sang.
Indkvarteringen foregår primært på to-sengs værelser med fælles toilet og bad på gangen. Du kan vælge et eneværelse mod ekstra betaling, se priser herunder. Du skal selv medbringe sengetøj (dyne/hovedpude) og linned (betræk, lagen og håndklæder).
Det vil være muligt at slå sit eget telt eller campingvogn op på skolens grønne areal ved siden af skolen. Der er tale om nødcamping, som det kendes fra Landsstævnerne, dvs. uden den almindelige campingplads’ fornødenheder, som f.eks. strøm. Spisning og toilet/bad vil stadig foregå på skolen, og derfor er prisen også den samme, om man vælger værelse på skolen eller campingenhed.
Pris og Tilmelding:
Pris pr deltager (Voksenkursist):
- For medlemmer af Spillemandskredsen: 4.500 kr.
- For IKKE medlemmer: 5.500 kr.
- Ekstra pris for valg af Eneværelse 400 kr.
Tilmeldingsfristen er 1. maj 2023. Pladser fordeles efter ”først til mølle princippet”.
Kursusleder:
Mogens Cramer
E-mail: mcramer1973@gmail.com
Mobil: 2023 9846
Kursussted:
Baaring Efterskole, Kaj Thanings Alle 4, 5466 Asperup